Digital marketing handler i lige så høj grad om at indkredse sin målgruppe, som når man arbejder med al anden form for marketing.
Og med den nye teknologi, som gør det muligt i endnu højere grad at ramme helt smalle målgrupper på nettet, bliver det bare endnu mere vigtigt, at man ved præcist, hvem, man taler til, når en kampagne skydes i gang.
Jeg rådgiver virksomheder med at få den bedst mulige digitale synlighed for kampagnebudgettet, og her er målgruppen og dennes færden på nettet noget af det, vi bruger meget tid på at tale om.
Når man arbejder med at indkredse sin målgruppe, er det vigtigt, at man ser kunder og målgruppe i et bredere perspektiv. Skal man for eksempel nå ud til meget unge mennesker, er det også værd at tage med i sine overvejelser, at man også skal nå deres forældre.
Også her bør det få indflydelse på valget af platforme, således, at man både rammer målgruppen og de folk, som har indflydelse på dem.
Generelt oplever jeg en tendens til at kigge meget isoleret på de kunder, man ønsker at nå. Og der er meget at hente rent marketingsmæssigt ved at tage et bredere perspektiv og kigge ud på markedet som helhed. Markedet er nemlig langt større end de kunder, virksomheden allerede har.
Ram din målgruppe og dem omkring dem
Når man taler om målgrupper, er 80-20-reglen et vigtigt redskab. 80-20-reglen betyder, at hvis man kan antage at ramme bare 80 procent af den ønskede målgruppe, så går man videre med kampagnen.
Man vil aldrig kunne nå 100 procent, og de sidste 20 procent vil som hovedregel være alt for omkostningsfulde at nå. Det vil sige, at de optimeringer, der vil skulle til i kampagnen for at nå de sidste 20 procent, vil blive for dyre.
Taler man for eksempel om en målgruppe på folk i 40’erne, så vil mange have hjemmeboende børn, arbejde, hus og bil. Men der vil altid være en del folk i denne alder, som falder uden for kategori. De har måske ikke børn, er på førtidspension eller kører måske ikke i bil.
Der er masser af mennesker, som falder uden for målgruppen, som man ikke tager højde for, og en tommelfingerregel er 20 procent for en vellykket målgruppe-afgræsning.