Facebook er med mere end 60 procent af danskerne som daglige forbrugere stadig det mest foretrukne sociale medie. Men derfor er det ikke sikkert, at Facebook er det rette sted at satse på, når det gælder en succesfuld digital kampagne.
Det handler i høj grad om, hvilke mål man som virksomhed har sat, hvilket sprog man ønsker at interagere med sine kunder på, og ikke mindst hvilken type kunder man ønsker at nå.
Og sikkert er det, at ingen platform varer for evigt. For kort tid siden var Google ene om at aftage stort set alle digitale annoncekroner, i dag er Google under konkurrence fra Facebook.
Facebook har en annoncemaskine, kaldet powereditor, som efterhånden har udviklet sig til den mest fintunede og præcise segmenteringsmotor, markedet har set. Den er langt mere præcis end Google til at finde og afgrænse særlige målgrupper. Fundamentet er, at det er persondata, de rer driver platformen. Som annoncer og virksomhed kan man nu komme helt ned på køn, alder, uddannelsesniveau, vennekreds og skabe helt målrettede annoncer. Det er en moden platform og har rigtig meget data, og den er skabt omkring en helt særlig kultur på facebook for, hvordan man opfører sig og hvordan man kommunikerer. Det tilsammen giver virksomheder og annoncører en mulighed, der ikke har været tidligere for at tilrettelægge markedsføringen, så den rammer næsten direkte ind i den enkeltes kontekst.
Ser man på Instagram, som også vækster, er det på flere måder nærmest essensen af, hvad Facebook gør bare endnu mere tydeligt. Instagram er udviklet direkte til mobile enheder og er utrolig enkelt at bruge sammen med kamera og video. Brugeroplevelsen er skræddersyet til mobilen, annoncerne passer perfekt til størrelsen, ligesom længden på opslag og hastigheden passer. Alt er ekstremt hurtigt, enkelt og visuelt båret. Instagram er oplagt som platform til at præsentere produkter med direkte handel fra mobilen, og det gør det til et meget relevant marketingsværktøj.
LinkedIn har en lidt anden natur end Facebook og Instagram. Hvor facebook og Instagram er joviale private caféer, er LinkedIn det digitales svar på et professionelt karrierenetværk. Det er i lige så høj grad et salg- og rekrutteringsværktøj som et marketingsværktøj. Motoren til at drive marketing er ikke nær så udviklet som på for eksempel Facebook. Omvendt er der en tendens til at profilerne på LinkedIn er mere seriøse. Så selvom man ikke får adgang til den brede målgruppe og selvom data er væsentligt mindre, så kan kvaliteten vise sig at være højere. Alt afhængigt af det produkt, der markedsføres, bør man have et øje på Linked ins muligheder. Særligt ved B2B-salg.